Hvis du skal i byen
Lad os bare slå fast. Det er ikke specielt praktisk at skulle spise ude eller have gæster, når man er i gang med en kostomlægning, hvor kalorier har betydning. Restaurant- og gæstemad er meget tit ret kalorietæt, og det er næsten umuligt at holde sig på den rigtige side af kalorieregnskabet. Så prøv at styre udenom disse situationer i det omfang det er muligt - i hvert fald i de 12 uger forløbet varer.
I de tilfælde, hvor det ikke er muligt, kan du følge disse 5 råd:
1) Medbring din egen mad. På den måde kan du blive på sporet. Skal du på besøg hos andre til spisning, så sæt dem i forvejen ind i din situation og fortæl at du medbringer egen mad.
2) Faste resten af dagen. Hvis du skal spise ude til et enkelt af dagens måltider, kan du springe de andre over og på den måde sikre en nogenlunde balance i kalorieregnskabet.
3) Spis selektivt. De fleste måltider indeholder fødevarer, som er ok at spise og giver meget mæthed i forhold til kalorieindholdet. Det gælder for eksempel gode proteinkilder, som magert kød, fisk, æg, tofu, mælkeprodukter, bælgfrugter og grøntsager med masser af kostfibre. Hold dig fra store mængder brød, ris og pasta, retter med masser af fedtstof og sukkerbomber. Vær også opmærksom på, at salater fyldt med olie kan være meget kalorierige.
4) Spis små portioner. Du kan begrænse kalorieindtaget ved at spise lidt mindre.
5) Drop alkoholen. Alkohol er ekstra kalorier. Spring den over eller nyd et lille glas.
